Koldings skoler løfter eleverne – Munkevænget blandt landets bedste

De seneste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at Kolding Kommunes folkeskoler samlet set har en positiv faglig løfteevne. Kommunen har en løfteevne på +0,14 karakterpoint, hvilket er en stigning fra +0,09 sidste år.
Det betyder, at eleverne samlet set klarer sig bedre fagligt, end man statistisk kunne forvente ud fra blandt andet deres sociale og økonomiske baggrund. Kolding har samtidig den højeste løfteevne blandt kommunerne i Syddanmark og ligger over blandt andre Vejle, Fredericia og Horsens.
Seks af kommunens skoler løfter eleverne mere end forventet, mens to ligger på det forventede niveau.
"Jeg er selvfølgelig glad for de flotte tal. Men det vigtigste for mig er det, der ligger bag dem: At vores skoler lykkes med børn med meget forskellige forudsætninger. Vi skal ikke kun spørge, hvilket karaktergennemsnit en skole har – vi skal også se på, hvor langt den hjælper det enkelte barn. Det er både faglighed og ordentlighed," siger formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget Iben Lehmann Rasmussen.
Særligt Munkevængets Skole skiller sig ud. Skolen har en løfteevne på +0,8 karakterpoint, hvilket placerer den på en delt 14. plads blandt alle folkeskoler i Danmark.
Skolen har arbejdet målrettet med blandt andet faglighed, fællesskab og forberedelse til afgangsprøverne. Der har også været særligt fokus på matematik og naturfag gennem praksisnær undervisning, brug af Naturskolen og matematikforløb i samarbejde med Ungdomsskolen.
"Det her kommer jo ikke af sig selv. På Munkevænget er der medarbejdere og ledelse, som hver eneste dag insisterer på, at børn kan mere, end deres udgangspunkt måske umiddelbart fortæller. Og så er der eleverne selv, som har knoklet. Det fortjener virkelig anerkendelse. For mig er det også en vigtig påmindelse om, hvad stærk faglighed og stærke fællesskaber kan sammen," siger Iben Lehmann Rasmussen.
Kommunen fremhæver især matematik og naturfag, hvor der gennem flere år er arbejdet med blandt andet kompetenceudvikling, faglige netværk, bedre faglokaler og praksisnær undervisning.
Faktaboks
- Kolding Kommunes samlede løfteevne er +0,14 karakterpoint.
- Sidste år var løfteevnen +0,09.
- Kolding har den højeste løfteevne i Syddanmark.
- Seks skoler løfter eleverne mere end forventet.
- Munkevængets Skole har en løfteevne på +0,8.
- Munkevænget ligger på en delt 14. plads blandt landets skoler.
- Matematik og naturfag er blandt de fagområder, hvor Kolding klarer sig særligt godt.






Accepter kun nødvendige cookies